Fra 70’ernes dybe tavshed til i dag: Hvorfor mænds senfølger efter overgreb har en særlig historie

Overskrift: Professionel psykoterapi bygget på faglig viden og dyb livserfaring

Velkommen til. Mit navn er Lars-Bo Hultgreen. Jeg er uddannet psykoterapeut med speciale i seksuelle overgreb på børn og de senfølger, der kan præge voksenlivet.

Når du læser med på denne blog eller træder ind i min praksis, møder du ikke kun en terapeut, der har læst teorien i bøgerne. Du møder en mand, der selv har gået vejen. Jeg har mærket de dybeste svigt på egen krop, og jeg ved, hvad det kræver at genopbygge et liv, en identitet og en grundlæggende tryghed helt fra bunden.

Min historie: Fra 70'ernes tavshed til personlig frigørelse

Jeg voksede op i 1970'erne – en tid præget af massiv berøringsangst og manglende sikkerhedsnet omkring børn. Som barn blev jeg udsat for massive seksuelle overgreb. Det var en opvækst i et dysfunktionelt og lukket familiesystem, hvor sandheden blev begravet som en familiehemmelighed for at beskytte facaden, og hvor jeg i årevis måtte dele hverdag med min krænker.

I starten af 1990'erne sprængte en personlig krise den indre dæmning, og fortrængningen hørte op. Jeg stod frem, lavede interview med DR og traf det nødvendige valg at bryde med familiemønstret og flytte til en ny by. Prisen for min åbenhed var høj: Jeg blev gjort til familiens sorte får, fik skylden for min mors efterfølgende sygdom og blev udelukket af det system, der burde have beskyttet mig.

Da alt ramlede i 2004

Året 2004 blev et skæringsår i mit liv, hvor de mest utænkelige kriser ramte på én gang. Inden for få måneder mistede jeg min biologiske far, min mor, min højtelskede moster og min kæreste, som pludselig blev fundet død under en rejse. Sideløbende blev jeg på min daværende arbejdsplads i hospitalspsykiatrien udsat for et livstruende kvælningsforsøg af en patient – et overfald, der var så voldsomt, at det efterfølgende krævede navneforandring og adressebeskyttelse af hensyn til min sikkerhed.

Midt i dette kaos stod jeg alene uden hjælp fra min fagforening. Men jeg tog kampen op mod Arbejdsskadestyrelsen og Erstatningsnævnet, og jeg vandt. Jeg fik tilkendt en af de første store erstatninger for svær belastningsreaktion.

Det var her, min rejse mod mit nuværende professionelle virke for alvor tog form. Jeg nægtede at lade systemer, traumer eller tab definere, hvem jeg skulle være.